Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Eksplosionsskader (blast injuries)

v. overlæge Hans Gøtze, Hærens Kampskole, Oksbøl Juni 2001


Ved eksplosioner i luft udvikles en voldsom, kortvarig trykstigning (få millisekunder), der breder sig i alle retninger med meget høj hastighed. En mere langvarig (20-30 millisekunder) svag undertryksfase følger umiddelbart efter. Trykbølgen afbøjes eller tilbagekastes fra faste overflader (vægge og lignende), så både over- og undertryk kan blive forstærket og forlænget flere hundrede millisekunder. Ved udbredelse i fri luft er den skadevoldende effekt kun af kort rækkevidde. I vand eller i lukkede rum gør særlige forhold sig gældende.

Eksplosioner med tilskadekomne kan forekomme ved bl.a. tekniske uheld, terrorhandlinger og militære aktiviteter. En eller flere, måske endda mange, kan blive kvæstet samtidig.

Traditionelt inddeles den biologiske virkning af eksplosioner i:

  1. Primære skader, der er resultat af den rene trykvirkning.
  2. Sekundære virkninger fremkommer ved kontakt mellem en person og sprængstykker og andre objekter (f.eks. glassplinter), der slynges af sted ved eksplosionen. Effekten kan sammenlignes med skudlæsioner.
  3. Tertiære skader er resultat af, at personen kastes omkuld af lufttrykket. Påvirkningen kan være så voldsom, at arme eller ben rives af (traumatiske amputationer). Øvrige kvæstelser opstår ved legemets kontakt med og opbremsning mod faste flader. Der er typisk tale om lukkede kvæstelser af samme karakter som andre former for ulykker.

Eksplosionsskader kan være kombineret med virkninger af sammenstyrtende bygninger, væltede køretøjer mm.

Kemiske processer, der indgår i selve eksplosionsudviklingen, frigør ofte giftige dampe. Især i lukkede rum udgør dampene endnu en trussel mod helbredet. I fri luft vil luftbevægelserne hurtigt få spredt giftstofferne.

Ved eksplosioner udvikles en kraftig varme, der kan give anledning til overfladiske forbrændinger, hvis man står tæt på skadestedet. Sekundær antændelse af andre materialer og indånding af varm luft udgør en stor risiko for dybere termiske påvirkninger.

De mange muligheder for samtidige, synlige kvæstelser kan nemt bortlede opmærksomheden fra en eventuel primær blæst læsion.

Hvilke skader kommer der på kroppen, primær blast injury
Virkningen af en trykbølge, der rammer et menneskelegeme kan bedst sammenlignes med effekten af et slag. Især luftfyldte organer påvirkes. 

Brystkassen
I brystkassens indre viser primære blast-læsioner sig som større eller mindre blødninger i lungevævet. Ved voldsomme påvirkninger kan hele lungen være medinddraget. Hvis læsionen er lokaliseret nær luftvejene kan større mængder blod sive ud i luftrørets forgreninger til lungerne og luftrøret og herved give anledning til dannelse af blodigt, skummende fråde. Blodudsivningen kan også foregå til lungesækken (den dobbeltlagede og helt lukkede sæk, som omgiver hver lunge og beklæder brystkassens inderside) med udvikling af blødning i lungesækken. Ved akut ødelæggelse af væv på lungens overflade dannes ofte luft i lungesækken evt. tilblandet med større eller mindre mængde blod. 

Blødningerne i lungevævet udvikles straks (minutter) efter eksponeringen. Overlever patienten det akutte forløb, normaliseres lungeforholdene på 10-14 dage. Mindre ardannelser udvikles på nogle måneder. 

Læsionerne opstår typisk i lungeblærerne (de yderste dele af lungen), hvorved barrieren mellem blod og luft brydes. Luft i større mængder får herved mulighed for at trænge ind i blodbanen som små luftbobler. Med kredsløbet bringes boblerne til diverse organer, hvor de fanges som luftbobler i de meget tynde/fine blodkar. Der kan efterfølgende udvikles for lavt indhold af ilt og vævsdød i disse. Hjernen og hjertet er på grund af den store blodgennemstrømning særligt sårbare. Dødsfald i det tidlige forløb af primære blast-skader tilskrives netop disse luftbobler i hjerne og hjertet. 

En konkurrerende dødsårsag er undertiden, at det udsivende blod i lungerne reducerer luftskifte i lungeblærerne med heraf følgende generelt for lavt indhold af ilt. 

Muligvis lægger udsivende blodvæske sig i de første timer som en tynd belægning i de dybe luftveje, hvorved luftskiftet generes betydeligt. 

Diffus størkning af blodet er også beskrevet i relation til primære blast-skader. 

På flere punkter ligner de beskrevne forandringer ADRS (Adult Respiratory Distress Syndrome), som kan opstå som sluttilstand ved flere andre skadetyper. 

I næse, svælg ses ved lavere tryk også overfladiske blødninger og ødelæggelse af slimhinder. Beskadigelser af slimhindernes rensende funktion kan få betydning i det senere sygdomsforløb. 

Maven
Trykvirkningen på organerne i maven ses tydeligst i tarmene. Hyppigst er forandringerne i den nedre del af tyndtarmen og den første del af tyktarmen. Skaderne har form af blødninger i tarmvæggen og er mere eller mindre gennemgående. Akut perforering kan forekommer, men opstår typisk senere (dage). Blødninger i den nedre del af maven (bughulen) er beskrevet. Andre organer kan være påvirkede. 

Læsioner i maven er særligt hyppige ved eksplosioner under vand, hvor personer er delvis neddykkede. 

Øre
Hørelsen er med stor sandsynlighed påvirket af en eksplosion. Bristning af trommehinder, beskadigelse af knoglerne i mellemøret og læsioner af det indre øre er forventeligt. De nøjagtige opholdsbetingelser i eksponeringsøjeblikket og eventuelle tidligere øre-høre lidelser har betydning for skadens omfang. Der er talrige eksempler på personer, der har været tæt på eksplosioner og med svære kvæstelser herfra, som ikke har fået sprængt trommehinder. En ødelagt trommehinde er ikke ensbetydende med døvhed. Høretab kan være forbigående. 

Symptomer
Dyreforsøg viser, at vejrtrækningen standser i 30- l20 sek. efter eksponeringen og hjertet slår langsommere. Vejrtrækningen øges herefter med øget antal vejrtrækninger pr. minut hvilket kan medføre for lavt indhold af ilt i blodet. (også trods ilttilskud). Ophostning af blod, åndenød og brystsmerter er andre gener. Symptomerne fra maven er uspecifikke. 

Der kan være bevidsthedsændringer og smerter i hjertet, som kan være tegn på luftbobler. 

Undersøgelser
Stetoskopi, gastal, pulsoxirnetri, røntgen, CAT, ultralyd (forskellige undersøgelser) viser varierende grader af lunge- og kredsløbspåvirkninger. Luftbobler kan undertiden iagttages i øjets nethindes blodkar og ved hud og tungeforandringer. Symptomer fra maven undersøges efter vanlige retningslinier. 

Førstehjælp til den eksplosionsramte person
Det er af største vigtighed, at den eksplosionsramte bæres fra skadestedet og holdes i ro. Enhver fysisk belastning øger faren for et fatalt forløb. Smertebehandling bør initieres hurtigt. Ilt bør tilbydes tidligt og luftvejene sikres. Indledende bør den syge lejres på den syge side for at holde blodets tryk højere end lufttrykket i lungeblærerne som forebyggelse af dannelse af luftbobler. 

Mekanisk ventilation med ilttilskud skal udføres med største forsigtighed. Der er stor risiko for at producere myriader af nye luftbobler. Ved tegn på luftbobler er overtryksbehandling i tryktank det optimale, men kun mulig i begrænset omfang. Hurtig anlæggelse af et dræn/rør i lungesækken ved udvikling af luft i lungesækken mm. 

Behandling af andre skader
Lavt blodtryk kan skyldes dårlig funktion af hjertet og/eller blodtab fra diverse kilder. Erstatning af blodtab må ikke føre til overhydrering på grund af de sårbare lunger. Lavt blodtryk og udbredte skader på lungeblærerne øger faren for luftbobler. Hjerterytmeforstyrrelser behandles efter vanlige retningslinier. Overvågning af maven med henblik på evt. operation. 

Universel narkose/bedøvelse tåles dårligt. Lokal eller regional bedøvelse bør foretrækkes i de første døgn. 

Trommehindebristning bør behandles konservativt, idet de fleste heler spontant. Øvrige øreskader kan behandles senere.